Byggeri under Besættelsen.

Det var meget vanskelige tider for byggeriet under Besættelsen, men der blev dog bygget noget i Vordingborg.

Masnedøværket blev startet op den 5. oktober 1940, som det tredje største i Danmark, – og det mest moderne i hele Europa! SEAS begyndte byggeriet i 1938, og det var i drift fra august 1940.

Byggeriet af Masnedøværket 1939-1941 – med arbejdsfolk.

Den katolske Kirkes krypt – ca. 1973.

Byggeriet af den katolske Helligånds Kirke i Vordingborg på Chr. Winthersvej 4, havde været længe undervejs, og den blev endelig påbegyndt i 1939. Pga. krigen blev dog kun krypten færdig, og den valgte man at indvie d. 15. sept. 1940 og bruge som kirkebygning helt indtil 1994. På det tidspunkt blev der bygget en “rigtig” kirkebygning ovenpå krypten, som det oprindeligt havde været tanken.

Højbo ca. 1950.

 

 

Det almennyttige boligbyggeri blev startet i sommeren 1940 af Vordingborg Sociale Boligselskab. Det første projekt var byggeriet af Højbo på Primulavej, der bestod af 18 lejligheder, der stod færdige i august 1941. Der var moderne kamin, skabe i køkkenet og indlagt WC, og i hver opgang var der en brusekabine. Det næste projekt var Møllebo med 24 lejligheder, også på Primulavej, der var færdigt i 1942. Samtidig var der rejsegilde på aldersrenteboligerne på Elmeallé, hvor der var 27 2-værelses lejligheder med eget toilet og bad i kælderen. Det var meningen, der skulle opføres mere, – men manglen på cement satte en stopper for det.

Nogle byggeprojekter blev påbegyndt, men måtte sættes i bero. Blandt dem kan nævnes seminariets svømmehal, der blev udbudt i licitation i september 1941, og som der var rejsegilde på i maj 1943.
Vordingborghallen blev udbudt i licitation i oktober 1941, men den blev først indviet i 1951.

 

Kilder: Mange skurke- få helte  og alle de andre side 105, samt Historisk Samfund for Præstø Amt årbog 2018