Den danske pølsevogn har i år eksisteret i 100 år! Alle større byer har tidligere haft deres pølsevogne – selvfølgelig også Vordingborg. Hvem husker ikke Storms Pølsevogn på Slotstorvet?
Kjeld Storm Jensen blev født i 1927 som søn af Jens Georg Jensen og Asta Nielsine Petrea Sørensen. Jens Georg Jensen var tjener, og fra 1949 havde han en pølsevogn på Slotstorvet.

Sandsynligvis den pølsevogn som Jens Georg Jensen begyndte med, og som sønnen Kjeld senere overtog, ca. 1960
Kjeld kom i lære som pølsemager på slagteriet i Masnedsund, men sluttede på slagteriet, da man indførte akkord-arbejde. Han arbejdede en kort tid hos “Slagter Gerda”, inden han tog til København og fik arbejde i Kødbyen. Han overtog faderens pølsevogn i Vordingborg, da han var blevet syg i 1960.
På Slotstorvet stod også en kiosk, som senere blev ombygget til kiosk/busventesal og siden blev til Storms Pølse- og Kaffekiosk i 1968.
Påfuglene havde også deres daglige gang hos Storms Pølse- og Kaffekiosk på
Slotstorvet.
Kjeld solgte forretningen i 1991.
I 1990’erne var der også en pølsebar ved stationen.
Og i Valdemarsgade var der en ved Rådhustorvet.
I dag er der stadig et par pølsevogne i byen – Tytte’s Pølser kører med en, og Kim’s Pølser har også en vogn. Kubel’s Pølser er også set i Algade. Sidste skud på stammen er Lise på parkeringspladsen bag Skjold Burne med den helt særlige pølsevogn, hvor man kan få store hotdogs og vildsvineburgere.