Prins Jørgens Garde – for 75 år siden

I 1945 blev der taget initiativ til oprettelse af Prins Jørgens Garde, da Erhvervschef Per Jahn spurgte Major Svend Knudsen, om han kunne tænke sig at være leder af en drengegarde.
Baggrunden var Prins Jørgens tilknytning til Vordingborg Slot og den marchmelodi, der indledte presseudsendelserne under 2. Verdenskrig.
Sammen med Tøjhusmuseet fik man anskaffet uniformer til en rimelig pris fra Hærens Klædefabrik.

Prins Jørgens Garde i ny uniform fra før 1987

Der skulle udvælges drenge i alderen 7-14 år.  Omkring 300 drenge mødte op til sessionen, og man udvalgte drenge efter alle kunstens regler, således slap de drenge, der kunne spille på et instrument, nemmere igennem.
Den 23. juni 1946, blev garden vist første gang i fuld uniformspragt. Næste gang var på Chr. d. X’s fødselsdag, hvor de marcherede fra den gamle gymnastikbygning på Næstvedvej gennem Algade til Slotstorvet.
Mange har gennem årene deltaget i Prins Jørgens Garde, og fra Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv skal der lyde et stort tillykke.

Kilde: Arkivalier om Prins Jørgens Garde.