Pasmergårdsvej 15, Udby Menighedshus.

Udby Menighedshus er iflg. BBR opført i 1780.

Ejendommen har førhen været degnebolig. I folketællingen 1787 er Christian Valdemar Nohr sognedegn og bliver nævnt lige efter sognepræst Johan Grundtvig i Præstegården. Christian Valdemar Nohr blev født (1751) i Udby, hvor hans far det foregående år var blevet degn. Efter at være blevet student fra Vordingborg skole (1771), tog han første del af den filosofiske eksamen, men der stoppede han. Da hans far døde i marts 1776, fulgte han efter ham i degne-embedet. I en visitats-optegnelse fra 1799 siger biskop Nicolai Balle, at han “sjunger godt og katekiserer ret vel.”

I 1858 havde den tidligere degnebolig matr.nr. 2 og bestod af 2 huse på hhv. 9 fag og 8 fag bindingsværk og var ejet af selvejergårdmand Peder Olsen.
Den blev udstykket af Indenrigsministeries udstyknings approbation den 23. januar 1858 i henholdsvis matr. nr. 2b og 2c, og solgt af Peder Olsen til de to nye ejere Mads Nielsen og Rasmus Pedersen.

Udby kirke set fra vejen op mod kirken.
Postkort fra Thunes Boghandel

Ringer Rasmus Pedersen og hans hustru Kirstine Nielsdatter fik i 1887 fribolig på ejendommen, der da var ringer- og graverbolig.

Matr. 2c blev senere solgt til Rasmus Hansen. Han blev i 1876 gift med ringerens datter Maren Rasmine. Rasmus Hansen døde i 1913, og Maren Rasmine Hansen døde i 1932.

Matr. nr. 2c blev d. 13. april 1938 solgt af Karen Larsen til Grundtvigs Museum i Udby Præstegård, og d. 18. januar 1973 blev ejendommen solgt til Udby Menighedsråd.

Kilder: Tingbøger 1927-2000 , Realregister, Skødepanteprotokoller, Folketællinger, Degnehistorie og arkivalier i arkivet.