Ørslevs kunstmaler – Johannes Johansen

Maler Johannes Lars Peter Johansen og hustru – ca. 1905

Johannes Lars Peter Johansen, født i 1877 i Ørslev, var en meget produktiv maler. Han malede mange motiver fra Ørslev og omegn.
Han boede i sin barndom i Ørslev og blev udlært maler i 1896. Herefter levede han et liv på farten, hvor han ofte var ude at rejse og flyttede meget rundt. Han var bl.a. kulissemaler for et omrejsende teaterselskab.
Det omflakkende liv fortsatte også efter han blev gift med Marie Christine Olsen i 1905. De fik først en fast base, da de i 1919 flyttede ind i Johansens barndomshjem i Ørslev.
Her boede de resten af deres liv, men Johansen yndede stadig at rejse meget omkring.

 

 

Johannes Lars Peter Johansen. Født d. 2. august 1877 i Ørslev og død samme sted d. 9. januar 1954.

Parret fik børnene: Mary (1906), Rigmor (1907), Paul (1909), Issa (1913), Hans (1914), Adolf (1915), Grethe (1918) og Dagmar (1927).
Når Johansen var hjemme i Ørslev havde han ofte travlt. Han udførte bestillingsarbejder, både på malerier og skilte. Det påstås, at han har malet næsten alle gårde i Ørslev. Betalingen faldt nogle gange i naturalier, f.eks. i form af en halv gris, sko til hele familien eller et læs tørv fra mosen.
Johansen benyttede flere forskellige signaturer på sine billeder. Det kunne f.eks være: L J, L Johansen, L P Johansen, J L P Johansen, Drejer, L Drejer eller L P Drejer.
Maler Johansen døde af en hjerneblødning i 1954 og er gravlagt på familiegravstedet på Ørslev Kirkegård.

 

Luftfoto af Johannes Lars Peder Johansen hjem år 1959 få år efter hans død.
Nuværende Ørslevvej 86.
Sylvest Jensen luftfoto 1959, Det Kongelige Bibliotek.

Kilde: Henrik Sørensen, Ørslev