Tage Ingemann Petersen, Den Jordløse Bonde, blev født d. 4. september 1925 og døde i 2010.
Forældre:
Lars Hansen Petersen, født d. 1. januar 1893 i Brandstrup, Tirsted Sogn, og død d. 16. marts 1972 og Anna Cathrine Johansen, født d. 3. december 1891 på Ore.
De blev viet d. 18. november 1917 i Vordingborg Kirke, og boede Færgegårdsvej 19.
De fik 6 børn, hvoraf Tage er var nr. 3.
Lars Hansen Petersen var bonde og vognmand. På den tid (1920’erne) var det risikabelt at eje jord, for pengene var små. Rundt omkring var der gadejord og små marker ejet af kommunen, hvor der ikke var plads til landbrugsmaskiner. Disse småskæve jordlodder, mente han, kunne dyrkes, så dem forpagtede han. Senere overtog sønnen Tage. Da de ikke var ejere af jorden fik de tilnavnet ”den jordløse bonde”.
Poul Czubaniak, som overtog jordene efter Tage, og som har arbejdet sammen med ham siden 1977, fortæller bl.a.:
”Jeg mødte Tage, da jeg en dag cyklede ude ved Tolstrup. Han spurgte, om jeg kunne køre traktor. Jeg skulle køre rundt og samle de løse baller op.
Tage havde 18 malkekøer og ca. 100 grise, som boede hjemme i stalden på Færgegårdsvej og i den nu nedbrændte lade på Trellemarken. Vi fik valle fra Buko, som vi brugte til at fodre dyrene med. Men nye regler i 1983 gjorde, at der måtte lukkes ned for køerne, den sidste blev slagtet 1986. Senere blev grisene også slagtet. Så slog Tage sig på kartoffeldyrkning. Kartoflerne blev håndsorteret.
Laden på Trellemarken var bygget af materialer og dele fra arbejdet med den gamle Storstrømsbro, og var således bygget i 1930’erne.”
Tage høstede i 50 år på Eksercerpladsen ved Kasernen.
Han kørte sin mælk til mejeriet med 2-3 junger på hestevogn 2 gange om ugen.
Det fortælles også, at de piger, der ville lege med Tages børn – for så kunne de jo ride – blev sat til at være med at passe hestene. Det var ”betalingen” for at få lov til det.
Tage Petersen blev også kaldt Danmarks sidste bybonde.
Læs også om Tages tur til Masnedø i 1940
Kilde: Arkivalier og avisartikler på arkivet.
Vi har også en film og lydbånd med optagelser.