Marie Støttrups rejse fra Oslo til Amerika i 1892.

Marie Rasmussen blev født i Bakkebølle d. 20. oktober 1859.
Hun var datter af Gårdmand Rasmus Pedersen og Ane Kirstine Johansdatter på Rønholm.
Marie Rasmussen døde i Askov, Minnesota, USA, d. 4. oktober 1937, – hun blev 78 år gammel.

Ud fra hendes breve til søsteren Ane på Munksgård, har vi mellem Holger Munks materiale fundet dette om hendes rejse til Amerika.

I 1882 blev Marie gift med Sofus Støttrup og fik i 1885 sønnen Frede Joseph Rasmus Støttrup. Sofus døde i 1886, og Marie rejste til København, hvor hun fik 3 børn i perioden 1887-1892. Faderen til det ene barn hed Lohmann, og faderen til et hold tvillinger var en doktor. Det er ikke lykkedes os at finde yderligere oplysninger.
Da hun kom hjem til Bakkebølle fra København, havde hun mødt en ny mand, hans navn var Peter Hansen Froberg.

Vi er nået til sommeren 1892.
Foruden sit indbo råder Marie kun over beskedne midler, men har dog sønnen Fredes Sparekassebog på den kapital, som blev sat hen til ham efter faderen. Herpå bygger Peter  Froberg sin plan, – en plan der går ud på at slippe “over Dammen” til Amerika. Det er ham ydermere meget magtpåliggende at få denne rejse arrangeret snarest fordi en alimentationssag, rejst af en tjenestepige, som han har lovet ægteskab, truer med at afskære ham udrejsen.
Uden at meddele til nogen på hjemegnen – udover søsteren Ane – hvad der foregår, sælger Marie – på Peter Frobergs stærke tilskyndelse – alt sit indbo, hæver Fredes penge i Sparekassen og rejser en af de sidste dage i september 1892 over Malmø til Kristiania (Oslo) for der at gå ombord i den første Amerika-damper, hvis afgang Peter Froberg ikke har turdet afvente i København.
De havde løst billet til mellemdækket for at spare på deres beskedne kapital til starten i det nye land, men da USA netop i de samme dage krævede skærpede karantæne-bestemmelser for passagerer på denne klasse – grundet på den herskende Kolera-epidemi i Europa – ser Dampskibsselskabet sin fordel ved at aflyse alle bestillinger på mellemdækket og kun sejle med kahytspassagerer. Disse pladser blev selvfølgelig omgående optaget, så vore emigranter i Kristiania må til deres store skuffelse se den første damper afsejle uden mulighed for at komme med.  Marie får rigelig tid i Norge til at sætte sin mor ind i sine fremtidsplaner, – og Stine-Rasmus græmmede sig.
Om Rejsen, der begyndte i Kristiania d. 6. oktober 1892, skrev Marie i sit brev hjem til moderen i Bakkebølle, afsendt fra Chicago d. 24. oktober 1892, således:

“Kære moder. Altså nu er vi kommet til vort bestemmelsessted i Chicago efter mange genvordigheder og en meget besværlig rejse. Vi lå jo en 3 ugers tid i Norge til liden nytte, som I naturligvis alt ved, så den rejse vil jeg ikke berøre. – Vi gik ombord på Hekla d. 6. oktober i Christiania ved 2-tiden om Eftermiddagen og var i Christiansand om natten kl. 4. Det var en frygtelig nat. Nordsøen var fuldkommen lige så slem som Atlanterhavet. Vi var 16 damer i den kahyt, hvor jeg var. Vi var syge alle sammen og lille Frede med. Han kastede op hele tiden. Han lå i en køje hos mig, da jeg ikke turde lade ham ligge i sin egen køje, for det var næsten en umulighed at ligge fast, når det var rigtig slemt. Brækbakker havde vi ikke nok af, så dem der ingen havde kastede naturligvis op på gulvet og der rullede håndkufferter, vadsække og fodtøj og alt muligt. Vandtøjet og Potter rutsjede fra den ene side af kahytten til den anden, som skibet hældede til, ja der var vist ikke en passager, såvel dame som herre, uden de var søsyg. – Vi lå i Christiania hele fredagen til om aftenen kl. 10, og den dag var det yndigt vejr, så da kom vi os jo lidt igen. Vi fik lov at gå land, var oppe at se byen helt oppe fra Fjeldene. – Om aftenen gik vi så fra Christiansand og på vor lange farefulde rejse. Frede var ikke søsyg mere, men derimod Froberg og jeg. Efter 5-6 dages rejse var Froberg nogenlunde herre over sig selv, men jeg har været syg på hele turen. Jeg forsøgte at stå op et par gange, men det var umuligt at være oppe, da jeg kastede op hele tiden. Doktoren befalede mig at blive i min køje, og der havde jeg det også bedst, I kan ikke tænke jer kære venner hvilken frygtelig pine det er at være søsyg.

Kaste op skal man, og man har ikke mere at kaste op af, snart står man på hovedet, snart på benene. Dem, der kan være oppe, tør ikke gå op på dækket, da man sagde at skulle se op til toppen af bølgen, som når man vil se op til toppen på et hus. I sådanne uvejrstimer måtte de fleste holde sig nede. Vinduerne kan ikke lukkes op. Luften bliver trykkende, selv opvartnings-jomfruerne tør knap vove sig over og ned i kahytten med mad til de syge eller få gjort i stand, og der ligger man i et griseri, der var alt for lidt betjening til så mange passagerer. Der har før været plads til 24 i 2.kahyt, men til denne rejse var var 2. kahyt udvidet til 82. Nu skal selskabet tage avance for den lange karantæne, det har været underkastet i sommer, men det var uforskammet, for betjeningen var alt for ringe til, at vi kunne få den opvartning, som vi kunne fordre i forhold til den høje betaling, de havde skruet prisen op til. Maden var udmærket, når blot de kunne overkomme at gøre orden.

En søndag fik vi suppe med asparges og grønærter på, Kylling og Butterdejskage, om aftenen ligeledes en varm ret, så smørrebrød og the, altid friskt og godt, men det kan ikke opveje, hvad man må lide på det store Atlanterhav.
Torsdag den 20. oktober om formiddagen ved 10-tiden var vi i New York ude på Reden. Der er en masse omstændighed før sådan et udvandrerskib får lov at komme ind til bolværket. Der kom læge syn og toldvæsen ombord, men den dag fik vi ikke lov af gå i land, for den 20. oktober er en stor fest i Amerika, da det er 400 årsdagen for Amerikas oprindelse.

Vi kom i land om fredagen henad aften. Kl. 8 tog vi med toget til Chicago og kom dertil søndag morgen kl. 8½, det var også meget trættende at sidde i kupe i 1½ døgn, og så kører de med rivende fart.

Vi bor foreløbig på Hotel Danmark, en dansk familie, men bliver ikke længe, det er for dyrt. Vi giver for en nat og dag med kost 3 dollar, og en dollar er 3 kr. og 75 øre. Vi har boet her et døgn, men jeg tror ikke, vi bliver her til natten. Froberg er ikke hjemme i eftermiddag, han er henne hos en dansk familie, hvis broder han kender hjemmefra og se om vi kan få lidt vejledning, hvorledes man skal se at få en lille lejlighed. – Ja kære venner, der er mange ting at kæmpe med, men Gud være lovet, vi er nu alle raske og bare det må vare ved. Sygdom er et trangt kors hvor vi er, men dog mest i et fremmed land.

Tirsdag formiddag: I aftes flyttede vi hen til en familie fra København, som vi er rejst herover sammen med. De har lejet en 6-værelses Lejlighed fuld møbleret til 30 dollar om måneden. Der har vi foreløbig fået et værelse, indtil Froberg har fået noget at bestille, så lejer vi en Lejlighed i nærheden. Den danske familie som Froberg var hos i går at tale med, var en mageløs forekommende mand der lovede at gøre alt for os. Jeg tror nok, at han skaffer Froberg Beskæftigelse; lige straks kan man ikke vente det – med lidt tålmodighed kommer det nok. – Efter den smule jeg har set endnu, er Byen storartet. Sikke forretninger. Store og elegante og lækre ser de ud.

Nu vil jeg slutte for denne gang og det skulle glæde mig usigeligt om jeg ret snart fik et rigtig langt brev fra jer. Jeg skriver ikke til enhver af Eder, det er for dyrt, så I får alle derhjemme læse dette. I hilses alle derhjemme på det venligste fra os. Froberg mig og Frede.
Marie”

– og en lille ekstra hilsen fra Frede:
“Kære Bedstemoder! Nu er jeg i Amerika, du kan rigtignok tro jeg var søsyg straks jeg kom på det store skib. Jeg troede at jeg og Moder skulle dø, men det gik snart over. Du kan tro jeg så hajer og Hvalfisk, store Bølger slog over skibet. Tænk bedstemor, jeg har set et hus på 20 Etager. Nu farvel lille bedstemor og hav det godt.”

Efter det forud skildrede var det ikke at forvente, Peter Froberg ville blive længere hos Marie, end hendes lille restkapital strakte til. Hun havde hjulpet ham til målet.
[Peter Hansen Froberg blev født d. 7. februar 1861 i Granslev, Viborg Amt. Han døde d.  30. juli 1906 i Chicago. De fik en datter Katrina L. Froberg i 1893, men hun døde samme år. Den 30. marts 1895 fik de trillinger – Baby Froberg, Lille Agnes Froberg og Stella Olga Froberg, de døde også, og alle 3 blev begravet sidst i april 1895 i Chicago.]

Så stod Marie da alene i hjertet af USA med sin lille dreng Frede, – uden midler, uden at kunne sproget og uden venner. Da viste Marie, at hun som Stine-Rasmus’ datter havde taget nogle af moderens stærkeste egenskaber i arv: en stærk vilje, et par raske hænder, flid og nøjsomhed.

Beretningen er på 22 sider, og har man lyst til at læse det hele, findes den i arkivet.
Vi kan også anbefale at læse Amerikanerbesøg, om Rønholm og om skibet Hekla, – alle sider åbnes på en ny fane.

Kilder: Arkivalier og billeder i Vordingborg Lokalhistoriske arkiv. Desuden gravstene i Amerkia