Emilie Nielsen f. Teisen – barndommen på Rosenfeldt.

Ane Caroline Emilie Teisen blev født d. 25. marts 1854 i Rosenfeldt Godsforvalterbolig. Datter af Godsforvalter Teisen og hustru Henriette Marie Margrethe Theisen.

I mindeskriftet ”Emilie Nielsen f. Teisen” – skrevet af sønnen Carl Henrik Langebæk i 1954 – kan man læse om hendes barndom på Rosenfeldt.

I starten bor familien i godsforvalterboligen på Rosenfeldt. En af de første erindringer, hun har, er, da hendes lillesøster Ane Elise Caroline Teisen i 1859 vælter et stort trefløjet skærmbræt ned over hende, og hun skriger meget op for at gøre sig bemærket, hun er da selv omkring 5 år. Kort tid efter var de tre søstre i Vordingborg for at blive fotograferet. Charlotte var i en smuk blå kjole, Elise med tørklæde om halsen og blomster i hånden, hun havde det ikke godt, og Emilie i sin ternede kjole, som hun kaldte ”Fars Vesteknappekjole”, fordi den var pyntet med hvide knapper. Få dage senere døde den lille Elise af difteritis.

Længe efter var Emilie syg og skulle pensles i halsen med ”Helvedssten” (se https://da.wikipedia.org/wiki/Helvedessten). Den eneste, der kunne få lov at gøre det, var faderens fuldmægtig, Johannes Julius Andersen, som var hendes bedste ven. Hun lavede mange utyskestreger, – prikkede huller i Schweizerosten med et fingerbøl, og da barnepigen Ane, Ane Margrethe Dinesen, et øjeblik var væk, gav Emilie sig til at skrige af angst, så alle kom styrtende til. Hun var efter sin sygdom blevet så grim, at morbror Mathias (H. M. F. Theisen) gav sig til at græde.

Moderen, Henriette Marie Margrethe Theisen, var kun 22 år, da hun blev gift med den 19 år ældre godsforvalter Hans Teisen. Hun havde en stor husholdning at sørge for, da avlsforvalteren var ugift. Pastor From mente, det var upassende med den store aldersforskel, men Hans Teisen elskede sin kone højt og føjede hende i alt, – forekommer det Emilie. Han elskede sine børn, og de nænnede ikke at gøre ham vred. Hvis han blev vred, tog han sit lommetørklæde og svirpede det ned over kjolen. Moderen var mere håndfast og forsøgte at give sine børn god opdragelse og være godgørende.
Godsejer og Kammerherre Oxholm gav familien frugt og en smuk frugtkurv af metal til at have dem i, den beundrede Emilie meget.
Godsejer Oxholms søn Oscar (født ca. 1855) var jævnaldrende med Emilie og var en af Emilies legekammerater.
Efter nogle år at have boet oppe på hovedgården, flyttede familien ned i en bolig for enden af alleen, der førte ned til landevejen. Det var et dejligt sted at bo med krat, blå anemoner og liljekonvaller. Blandt vennerne var også slagteren Lars Spanager. På den anden side af Kuskeskoven og Kuskehuset boede Marie Kudsk, – hun blev Emilies trofaste legekammerat.

Lige overfor for deres hus boede den gamle smed Johan Friederichsen Christian Capion (f.  1790). Han var efterkommer af en fransk emigrant og havde lidt fine fornemmelser, han havde en datter Petrea, som legekammeraterne kaldte Petrolle. Huset, de selv boede i, havde takkede gavle.

Der blev holdt landbofest i Vordingborg, og moder (Henriette Marie Margrethe Theisen) deltog i arbejdet med at lave maden og dække bordene. Stor var Emilies forundring over at se helstegte pattegrise på bordet med citron i munden.
Her fik Emilie hunden Matto, som på et tidspunkt skulle til dyrlæge. Capions datter Sine (kaldte sig Sidne), der havde en vuggende gangart, måtte forsøge 3 gange at bære hunden dertil, for den sprang ud af kurven og løb hjem, den 4. gang bandt Sine for kurven. På den måde tjente Sine en lille skilling ved at løbe ærinder. Sine førte hus for faderen, men var ikke særlig god til at lave mad. Så det hændte ofte, at Emilies moder bragte noget over til dem, og med hovmod takkede Capion med ordene: ”Tak. Ja, det kan jo spises”. Sine fik alle mine kjoler, og da vi forlod Rosenfeldt, overtog godsforvalterens kone at klæde Sine.

Emilie var nu blevet 9 år, og blandt hendes dyder var at være for doven til alt nyttigt, – hun ville hellere drømme og lege fantasiens liv, men moderen havde hyret Frk. Hjort til at komme og læse med hende. Det behagede ikke Emilie, der flere gange ønskede, hun bare ville blive væk eller falde i grøften.
Blandt legekammeraterne var også Pastor Lakjærs datter Marie. Emilie var aldrig blevet så flov, som da hun til et børneselskab udbrud: ”Jeg elsker Koøjne!” (Kiks med æg og anchovis (ansjoser)), og Marie alvorligt svarede: ”Jeg elsker kun Gud og mine forældre!”

Emilies rejser med familien.
Moderen rejste en del til familien i ferien, bl.a. til en gammel onkel, – Doktor Harald Mackeprang i Stege. De boede i et stort hus med stuelejlighed, hvor onkel havde sit værelse og køkken. På 1. sal var der 2 rummelige stuer og på 2. sal gæsteværelser. Onklen forkælede dem ofte med chokolade
Når familien var på Møn, kørte de ofte ud til klinten for at nyde den smukke natur. Her besøgte de Kammerherreinde Calmette, moderens kusine, som boede på slottet Liselund. Hun flyttede senere til Stege.
Et andet sted, vi kom, var Hillerødsholm forpagtergård. Her boede Simon Teisen, en broder til faderen, Hans Teisen. Der kom mange unge adelige og lærte om landvæsen. De havde en datter, der var umådelig god til at læse, så Emilie blev så flov over sin egen dovenskab og dumhed, at hun på vejen hjem sagde til moderen: ”Når jeg kommer hjem, vil jeg lære at læse”.
Om søndagen kørte de ofte over til Bedstemor, Bartholine Charlotte Amalie Theisen f. Mackeprang, der havde en stor Købmandsgård i Nyråd. Hun var enke efter Frederich Lammer Theisen, der ejede købmandsgården i mange år.

Emilie mindes bl.a. bedstemorens søde suppe fuld af svesker og rosiner, men også hvor morsomt det var at se hendes flittige fingre lave kapper til små børn, blå bånd til drenge og lyserød pynt til pigerne. I sine unge dage havde hun broderet Sølv- og Guldnakker til bønderkoner og piger. Emilie ser hende for sig med sit årvågne blik spejde ud over brillekanten, og mindes de mange gange, hvor bedstemor ikke kan finde sine briller, og hvor de leder efter dem, for så at finde dem på hendes næse. Hun strikkede også lange strømper og havde i det hele taget aldrig en ledig stund. Det var et dejligt hjem i Nyråd for børnene, der nød at gå ude i butikken og rode i skufferne med mandler, rosiner og andre ting samt at lytte til bedstemorens passiar med konerne, når de handlede.
Der er mange minder fra Nyråd. Bl.a. Forpagter Henrik Andersen og hustruen Ane Marie Bøttiger, der boede på 1.sal. Han var flink og gavmild, men måtte give gaverne til børnene i smug. Konen havde så stor renlighedssans, at hun skurede kommodeskufferne bagpå.

Turene til København var en stor oplevelse. Det tog en hel dag at komme derind. De var i Det Kongelige Teater og så bl.a. Fru Heiberg i en af sine bedste roller. De var til middag hos Grosserer Gundestrup.

Et andet hjem, de kom meget i, var hos Forpagter Valdemar Kresten og Claudia Catharine Caroline Vilhelmine, Emilies moster, på Oregård. Han var hele livet meget betaget af, kærlig og glad for sin kone, og kaldte hende ”Mit livs sol”. Der foregik mange ting, når de var der, bl.a. ordsprogsleg, mange lystige scener med optræden og sang. Her nævner Emilie bl.a., at morbror Carl Teisen var cirkusdirektør, Elisa Magdalene Theisen i sin hvide kjole og beriderske Charlotte red skoleridt (nok hendes søster) og en masse unge mennesker. Nytårsaften havde mosteren lavet små pakker i chokoladepapir, – indholdet bestod af tørv, gamle pibehoveder og lignende ting, der skulle være gevinster til Lotteri.

Der indtrådte nu et nyt vendepunkt, da Emilie og hendes venner fik en ny lærerinde Frk. Hansen. Hun var et udmærket menneske, men manglede kundskaber, – og respekten i skolestuen var kummerlig. Det varede ikke længe, inden der kom en ny lærerinde, – men hun skulle giftes. Moderen have en kusine, der var lærer hos forvalter Fich på Oringe. Emilie blev, trods tænders gnidsel, sendt derover, for at få udvidet sine kundskaber. Hun var hos dem i 4 år.

Som 17-årig blev hun i 1872 forlovet med den yngste søn på Langebæk Præstegård, Michael Cosmus Bornemann Nielsen – viede 11. August 1876, de fik 10 børn.
Læs evt. om Slægten fra Langebæk Præstegård af C. H. Langebæk (1919-1921)

Vi slutter hermed det lille uddrag af de godt 20 sider, hvor Emilie beretter om sin barndom.

Kilder: Arkivalier og billeder i Arkivet.