Pr. 1. april er Berit Christensen tiltrådt som ny leder af Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv. Hun er samtidig museumsinspektør for nyere tid på Museum Sydøstdanmark, hvor hun har været siden 2005. Hun har en baggrund som historiker med et sidefag i arkæologi fra Københavns Universitet og har bl.a. undervist i slægtsforskning.
Berit Christensen er opvokset på Nordfalster men boede i København, før hun i forbindelse med museumsjobbet flyttede til først Vordingborg og siden til Nyråd, hvor hun nu bor med mand og barn. Familiemæssig tilknytning til Vordingborgområdet havde hun dog i forvejen, da hendes mor og bedsteforældre flyttede til Nyråd før Besættelsen, hvor bedsteforældrene en årrække drev sommerrestaurationen Søeholm.