Peter Danner er for nyligt flyttet til Udby fra Køgeområdet, og han er startet som frivillig på arkivet. Her er han bl.a. i gang med at renskrive gamle interviews og er faldet over historien om etableringen af genforeningspladsen i Udby – som er kendetegnet ved, at der står en række “mystiske sten” rundt om selve genforeningsstenen!
Interviewet blev optaget i 1983 hos den dengang 83-årige Dagmar Pedersen på Mogenstrup Plejehjem. Også Else Lund og Marie Larsen, som begge var døtre af gårdejer Christian Madsen, Pasmergård i Udby, deltog i samtalen, som drejede sig om tiden i Udby omkring 1920.
Kvinderne kunne fortælle, at den trekantede genforeningsplads midt i Udby indtil 1920 fungerede som stenplads. Her samlede man sten til at lægge på vejene, og her sad stenslagerne bag deres skærme, som Jeppe Aakjær beskriver det i visen om ”Jens Vejmand”. Pladsen var som skabt til at blive genforeningsplads, men den var egentlig for stor til ”kun” at skulle have en genforeningssten.
I byen blev man så enige om, at alle, der havde interesse for sagen, kunne få en sten med deres monogram placeret på pladsen rundt om genforeningsstenen. Det var bylauget, der ejede pladsen, og der var 30 personer i Udby, der efterkom opfordringen – og i enighed blev pladsen etableret. Selve genforeningsstenen blev – ligesom Grundtvigs mindesten på kirkegården i Udby – hentet i Lekkende Skov og foræret byen af grev Raben-Levetzau. En maler lavede udkastet til udsmykningen med indskriften: Fremtid gro af dyre minder, for Sønderjylland, 1920. Stenhuggerarbejdet blev udført af Niels Jørgen Hansen, som også huggede monogrammerne og symbolerne på de små sten. 
Den 12. juni 1921 var pladsen klar til indvielse, og ved samme lejlighed blev egetræet plantet bag stenen. Marie Larsen kunne huske, at der blev nedlagt et dokument i grundstenen, men hun kunne ikke huske, hvad der stod på det. Ved indvielsen bød Christian Madsen, Pasmergård, velkommen og udtalte:
”Vi har rejst denne sten til minde om Sønderjyllands genforening med moderlandet og tror også på, at det er en god gerning, og at vi derved styrker den nationale følelse, så vi har noget at værne om, vor nationale ret, forpligtigelser og ejendommeligheder. Disse er blevet til under de vilkår, hvorunder vi lever, og det er noget, vi må værne om. Det samme har sønderjyderne følt under ågets tryk og bevaret håbet, så nu er størsteparten forenet med os. For her under har der hos sønderjyderne dannet sig noget tvivlrådighed, som har sat sit præg på dem, men i grunden er de danske, og hvis vi forstår vor opgave, vil vi i den næste slægt værne om denne sten, der står her til minde om genforeningen”.
Peter Danner