Byportene i Vordingborg før 1851.

Byportene havde til formål, at man her kunne kontrollere varetilførslen til byen og opkræve afgifter, – en såkaldt accise, som siden slutningen af middelalderen især var pålagt levnedsmidler, øl og vin, som skulle bringes ind og sælges i byen.

Der var tre indfaldsveje til Vordingborg, men det forhindrede ikke, at man smuglede udenom byportene, – toldgrænsen, der var flere kilometer lang og bestod af træpæle hist og pist, blev afpatruljeret af toldbetjentene.

De tre byporte var:
Vesterport – hvor Algade munder ud i landevejen til Næstved. Den tilhørende accisebod var opført i 1779/80.
Østerport lå på det sted, hvor Algade nu ændrer navn til Nyrådsvej, – i dag kaldes det Nyrådsporten. Denne var så brøstfældig, at man opgav den i 1834, og i 1835 flyttede man ind i en ny accisebod opført af sadelmager Henrik Thomsen (Algade 71), hvor man lejede den nyopførte bygning.
Nørreport lå oprindeligt ved Krægestræde, som i tidligere tider var byens hovedindfaldsvej fra København. I 1807 opførtes en accisebod ved den nyanlagte Københavnsvej.
Acciseboden lå på hjørnet af Algade og Københavnsvej, – nok dér, hvor stien nu går ned til Voldgade. Huset brændte i 1850.
Krægestræde blev nu afspærret med et stengærde, og der blev sat en aflåst jernlåge på. Den blev en halv snes år, da Gammelgård blev opført nogle år senere, kun åbnet for trafik til og fra denne. Den gamle accisebod blev solgt for 91 rbd. (ca. 200 kr.)
Den nye accisebod var 100 kvadratalen (ca. 40 m2). Den var 12½ alen lang (ca. 8 meter) og 8 alen dyb (ca. 5 meter).

Generalstabskort 1798-1860 over Vordingborg med placeringen af de 3 byporte. Kilde: Historiske kort

Klik på kortet for at se det i stor størrelse.
Kortet er tegnet i 1837 af landmåler Ludvig Boesen, Algade 42 (matr. nr. 32).

De tre byporte bestod af et 7 meter bredt og 1,9 meter højt stakit med en 3 meter bred stakitport, der var aflåst uden for ekspeditionstiden. Der var åbent fra kl. 7-12 og 14-19 på hverdage og kl. 7-9 om søndagen. Der var en åbning på 1,2 meter med en selvlukkende port for fodgængere.

Mod syd fandtes ingen byport, – der var jo afgrænset af Masnedsund, Masnedø og Storstrømmen.

Told- og Konsumtionsvæsenet ophørte d. 6. oktober 1851.

På Nationalmuseet kan man se et billede af en runesten fra accisebodens grundmur fundet af Kansler Christian Friis (1581-1639)
https://samlinger.natmus.dk/hvorerdetfra?q=vordingborg&include-discarded=false

Kilder: Realregister, B. Rhode Jensens beretning om toldvæsenet i Vordingborg – Bladet Zise, Guldgåsen 1993-4 samt andre arkivalier i arkivet. Dansk center for byhistorie åbner i nyt vindue.