Jens Sigvardsen var 20 år gammel, og hans hustru Karoline Andersen var 19 år, da de med deres lille søn Jens Peter Sigvardsen, der var knapt 1 år, udvandrede fra Græsbjerg til New Zealand i 1874.
De drog afsted sammen med Karolines forældre, Anders Pedersen og Inger Margrethe Jørgensdatter, samt hendes 4 søskende og hendes svigerinde. Karolines storebror Peder Andersen var gift med Karen Kirstine Hansen, broderen Ole Andersen var 17 år, søsteren Anne Kirstine Andersen var 13 år, og broderen Jens Andersen var 10 år gammel.
Der blev i august 1992 rejst en mindesten for dem på Ørslev Kirkegård. Stenen er udformet af Carl Emil Krøyer på opfordring af Thomas Nielsen i Mern, da man havde besøg af efterkommere fra New Zealand. På stenen ses omridset af New Zealand og ordene “De drog ud”.
Ray L. Sigvertsen – en efterkommer af dem, der drog ud, har skrevet en bog: ”Saga of two Zealand’s – And they went forth”, udgivet 1995, der fortæller om familien, deres rejse og livet på New Zealand.
Mindestenen på Ørslev Kirkegård, 2024
Vi har lavet et sammendrag af historien om turen:
Jens Sigvardsen blev født d. 26. marts 1854 i Ørslev, han var søn af Sigvard Erichsen og Maren Pedersdatter.
Han blev sendt ud at tjene omkring 12-års alderen, hvor han vogtede gæs i Ornebjerg. Der var blandt gæssene en leder, som var meget aggressiv og førte gæssene i alle retninger, og Jens må genne dem sammen og drive dem hjem. En dag blev det for meget for Jens, og han fik fanget ledergåsen i lågen. Næste morgen var den død.
Gennem sin barndom havde han ofte kontakt med familien Anders Pedersen i Græsbjerg, og han havde et godt øje til datteren Caroline, der var født 20. december 1854.
Efter han havde aftjent en del af sin værnepligt i 1873, fik de en søn i 1873, og Jens fik orlov. De blev gift i Ørslev Kirke i september 1874.
Ørslev Kirke, 2024.
De havde et stykke tid forinden planlagt at udvandre til New Zealand, men da Jens kun havde orlov fra militæret, turde han ikke rejse sammen med familien til København. Han var nemlig efter samtaler med militærpersoner blevet beskyldt for at være respektløs, og at kontakten til Anders Pedersens familie var dårlig. Han brugte et par døgn på turen, og gik kun om natten, – om dagen overnattede han i skove og lader. Han nåede uset til København og blandede sig med de mange rejsende på havnen.
Karoline og hendes familie blev kørt fra Græsbjerg til Kalvehave af Jens Sigvardens far, og dér tog de afsked. Jens Sigvardsen lovede at sende penge hjem når de var etableret, et løfte han ikke kunne holde. På et tidspunkt brød han kontakten med familien hjemme i Danmark. De blev ved at skrive om at få sendt penge. Denne kontakt blev først genoptaget i 1991. Jens Sigvardsens far Sigvard Erichsen døde i 1877.
Fra Kalvehave sejlede de til Koster – og kørte derfra videre til Stege. En gruppe på ca. 60 udvandrere fra Sydsjælland og Møn blev kaldt sammen på markedspladsen i Stege af udvandringsagent Jens Olsen fra Bakkebølle, og herfra gik de i samlet trop ned til havnen, hvor de steg ombord på “Zampa” (dampskib/hjuldamper), der sejlede dem til København.
Mandag den 5. oktober 1874 samledes den store gruppe af udvandrere på Larsens Plads, hvorfra de skulle sejle med færgen “Halland” fra København til Lübeck.
Familien ventede spændt på, om Jens nåede frem. Det gjorde han, – i sidste øjeblik hoppede han ombord, – og blev hurtigt hjulpet væk af familien, for ikke at blive opdaget. Tidligt næste dag ankom skibet til Lübeck, hvor de alle sammen og deres bagage blev anbragt i et tog, der kørte til Hamborg. De skulle ombord på barken “Humbolt” onsdag d. 7. oktober 1874. Det var et tremastet skib bygget i 1867. Alle blev undersøgt efter strenge medicinske regler, før de kom ombord, – og skibet var rengjort med karbolsyre, sand og sæbe.
Der er skrevet dagbog for hver dag på rejsen. Den 18. oktober er skibet nået Cuxhaven, og snart efter er de ude i Nordsøen og Den Engelske Kanal. Vejret var godt, og de nåede efterhånden til varmere himmelstrøg. Skibet krydsede ækvator den 20. november, og i den anledning dukkede Kong Neptun op for at undersøge, om alle var ved godt helbred, – en fornøjelig dag for de rejsende.
Den 8. december rundede man Kap Det Gode Håb, – der var en del vind, og folk blev bedt om at sikre deres bagage. Da man nåede d. 18. december, løb man ind i endnu et stormvejr, og et par børn blev mildest talt skyllet overbord, – naturligvis et stort chok for forældrene. Derudover var der nogle personer undervejs, der døde af dysenteri.
Rejsen varede 110 dage, og man nåede frem til New Zealand sidst i januar 1875.
Caroline Andersen døde d. 4. januar 1922 i Wellington, og Jens Sigvardsen døde d. 9. juni 1938 – ligeledes i Wellington, New Zealand.
Inger Margrethe – Anders Pedersens hustru – døde i april 1875, blot få måneder efter de var ankommet.
Anders Pedersen fik indfødsret i 1899, og han døde d. 7. februar 1904 i Mauriceville, New Zealand.
Vi stopper her med beretningen og anbefaler, man selv læser bogen, – den er på engelsk.
Kilder: Saga of two Zealands – And they went forth, af Ray L. Sigvardsen, avisudklip, billeder i Arkivet samt kirkebøger, og andre arkivalier på internettet.