Danmarks befrielse 4. og 5. maj 1945

Alle har hørt BBC’s budskab oplæst af Johannes G. Sørensen den 4. maj 1945 om aftenen:
”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.  Her er London. Vi gentager: Montgomery …..”

Lokalarkivet har ingen billeder fra denne aften, men der er på Lokalarkivet avisudklip herom.

Til gengæld ved vi, at Modstandsbevægelsen samledes for at tilrettelægge næste dag, hvor de tyske tropper skulle nedlægge våbnene.
Der var 5.maj 1945 om morgenen samling på Skovvængegården ved Ornebjerg, og herfra blev der cyklet ind til Vordingborg, og på billedet ses modstandsbevægelsen cykle om hjørnet Københavnsvej/Algade.

 

Modstandsfolkene samledes i gården ved Politigården, parat til at udføre forskellige opgaver.

De tyske tropper var stadig bevæbnet, og der var frygt for skyderier.
Der var ikke tilstrækkeligt med armbind til modstandsfolkene, så armbind blev klippet over og syet fast på ærmerne af jakkerne som ses på vagterne ud for Hotel Valdemar.

 

Opgaverne for modstandsbevægelsen kunne være f.eks. bevogtning af lokaliteter med tyske flygtninge, arrestation af danske borgere, der havde samarbejdet med tyskerne, opretholdelse af ro og orden m.v.

 

De arresterede danskere blev samlet i gymnastiksalen bag politistationen. Men da der ikke var mulighed for bespisning af de arresterede her, blev de arresterede under bevogtning ført ud på Algade og hen til Hotel Valdemar, hvor Modstandsbevægelsen havde hovedkvarter.

Efter befrielsen blev der ved Kirkeskovspavillonen opstillet en mindesten.

 

Siden udarbejdet af Niels P. Christensen