Kong Volmers Søtrop – 75 års Jubilæum

Kong Volmer Søtrop blev oprettet i 1944 og optaget i Det Danske Spejderkorps d. 15. august 1946, som regnes for deres officielle startdato.
De har hjemme i egen hytte på Nordhavnsvej 52, og kan fejre 75 års Jubilæum den 15. August 2021.
Der afholdes Jubilæums-arrangement på Nordhavnsvejen d. 22. august fra kl. 13.00 – 16.00.
De er har en god fast gruppe af søspejdere i alderen 8 – 23 år.

Som søspejder er man spejder – og så alligevel lidt anderledes end de andre spejdere. Som søspejder er man mest på vandet, og her handler det først og fremmest om at få nogle gode oplevelser sammen, mens man sejler. Et søspejderliv er fuld af oplevelser i naturen, både på vandet og i land.

I starten sejlede spejderne i en stor robåd “Lange Maren”. Senere fik troppen bygget 2 Ålborgjoller på Petersværft.
I starten af 60’erne fik troppen “Lodsen”, som fungerede som førerbåd for Ålborgjollerne, når man var på tur. Den var bygget på Fejø, og var tidligere post- og lodsbåd på Smålandshavet.
I 1972 byggede forældre til søspejderne troppens hus på Nordhavnen, hvor der er plads til møder og arrangementer, og hvor bådene kan opbevares lunt og godt.
Aktuelt har gruppen i dag 4 Ålborg-joller, en mindre træbåd, som hedder “Søkongen” samt en førerbåd.
I sejlsæsonen er der ugentlige sejladser og derudover – som minimum – et Pinsetogt til Nyord og et Sommertogt.
I vinterhalvåret mødes søspejderne også en gang om ugen til almindeligt spejderarbejde, og hvor de desuden sætter de deres fine gamle Ålborgjoller i stand samt lærer navigation og andet til brug ved sejlads.

Ålborgjollen er i øvrigt designet i 1929 af Aage Utzon – Jørn Utzons far – til søspejderne i Ålborg – inspireret af Limfjordens klassiske fiskerjolle, – og deraf navnet.

 

 

 

 

 

 

 

På arkivet har vi desværre ingen billeder af Kong Volmers Ålborgjoller, så Ålborgjollen på dette billede tilhører Fejø Søspejdere.

Til gengæld har vi et fint billede fra 1968, hvor Kong Volmers Trop også havde en husbåd, som var deres tilholdssted, indtil man fik egen Hytte.

Søspejdernes Husbåd – ved Standerhejsning, 1968

Kilder: Bladet Gnisten, Arkivalier, lydbånd og fotos i arkivet og Kong Volmers Søtrops hjemmeside, deres  Facebook-side  samt Vandposten  med blade og protokoller- alle link åbner på en ny side.