Ørnehøjs hovedbygning, Borgen, blev opført i 1912 af Arkitekt Anders Peter Kristensen, der herefter boede på Ørnehøj med sin familie.
I 1919 blev ejendommen købt af Godsejer Erhard Frederiksen, som forbedrede ejendommen med centralvarme og isolering med gulerodsfrø.
I 1925-1932 var det ingeniør og hønseriejer Daniel Rosendal Holm, der ejede Ørnehøj. I 1932 har han en annonce i avisen angående Ørnehøj Kontrolhønseri.
I perioden fra 1933 frem til 1967 blev Ørnehøj drevet privat af ægteparret Ellen og Karl Weisner, som et ”ventetidshjem for åndsvage børn”, der ventede på at komme på en større anstalt.
Licie Bjerregaard Rune fortæller i beretningen “Glimt fra Mit liv” om sin tid på Ørnehøj.
Licie er født i 1921 i Århus og blev 2 måneder gammel anbragt på et optagelseshjem i Esbjerg, hvor hun boede, til hun var 14½ år gammel. Her lærte hun Ellen Weisner at kende. Da Licie var 13 år gammel blev Ellen Weisner gift og rejste sammen med ægtefællen Karl Weisner til Ørnehøj.
Licie tilbragte skolesommerferien i 1935 på Ørnehøj, og efter sin konfirmation d. 1. oktober 1935 fik hun plads som tjenestepige på Ørnehøj. Hun var med i KFUK, der blev stiftet 5. september 1935 af Edith Larsen og Vibeke Nielsen, og gennem KFUK fik hun plads som medhjælper på rekreationshjemmet “Brinken” i 1942. Hun fik blindtarmsbetændelse, og dette sygeforløb gav hende lysten til at læse til sygeplejerske, og i 1943 startede hun sin uddannelse på Ribe Sygehus.
Hun skriver om ejendommen Ørnehøj:
- I kælderen var der et rum til opbevaring af frugt, og Karl Weisner havde et værksted.
- I stueetagen var der en spisestue ud for dobbeltdørene, og til højre en sovesal for børnene. Til venstre var der køkken, spisekammer og et værelse.
- På 1. sal til venstre var der badeværelse med badekar, en altan og 2 stuer til familien Weisner.
- På 2. sal i midten var en stue, som var Weisners soveværelse, og til højre en sovesal til 5 drenge. Til venstre var der et værelse med bad og toilet.
Ørnehøjs jord grænsede mod vest og nord ud til en mark. Mod øst ud til Kastaniegaarden – der dengang var Københavns Kommunes hjem for svage børn. Mod syd lå Storstrømmen – farvandet mellem Sjælland og Lolland Falster. Man købte også matr. 5b, hvor det hus lå, hvor opfinderen Jacob Ellehammer blev født i 1871.
I 1967 overtog Danmarks Lærerforening ejendommen og ombyggede den til kursusvirksomhed, hvorved der kom de mange værelser til.
I 1978 købte Carsten og Klaus Koch ejendommen.
I 1985 stiftede Henrik Søstrup ”Værkstedsskolen Ørnehøj”, som tilbød en række praktiske og pædagogiske tilbud til den målgruppe, Ørnehøj fortsat i dag er henvendt imod. Dette var starten på en lang rejse med vokseværk og nødvendige forandringer for at følge med tiden.
I 2004 overtog Gutte Johansen jobbet som forstander og udviklingen af Værkstedsskolen Ørnehøj, der siden er blevet omlagt til Fonden Ørnehøj (2015), og hvor særligt pædagogisk relationskompetence og en anerkendende pædagogisk tilgang har været i fokus. Et felt, hvor Ørnehøj i dag er blandt Danmarks førende institutioner til målgruppen.
I dag kaldes det Ørnehøj – Botilbud, Dagtilbud, STU og Værkstedsskole.
Ørnehøj (i 1934 Østifternes Åndssvageanstalter) er beliggende Ørnehøjgårdsvej 11, Bakkebølle, matr. nr. 5f.
Kilder: BBR, Licie Bjerregaards Beretning, billeder, avisudklip og arkivalier i arkivet, samt skøde- og panteprotokoller.