Hotel Masnedsund, Stationsvej 30.

Hotel Masnedsund blev bygget i 1870 af fisker Lars Henriksen i Masnedsund.

Hotellet gik meget godt, indtil Masnedsund Jernbanestation med restaurant blev bygget lige overfor.

I august 1882 blev der oprettet en købekontakt fra Lars Henriksen til værtshusholder Hans  Nielsen, hvori det var en betingelse, at lejekontrakten til  Hr. Rønchendorff accepteres.
Samme år ses en annonce, hvor han averterer med en lejlighed til leje, som består af 4 værelser, køkken og spisekammer, passende til en købmandsforretning.
Lejligheden må være lejet ud til P.O. Andersen og Co., der meddeler, at de pr. 1. november åbner en købmandsforretning, (bedre kendt som Meilsøes Købmandsforretning med skøde i 1939). Hans Nielsen var ejer af begge ejendomme, som oprindeligt havde samme matr.nr.

Købmand Hans Nielsen døde i november 1894 og blev begravet under stor deltagelse. Nu blev hotellet overdraget til hustruen Ellen Marie Nielsen, og hun havde både beboelse, forretning og gæstgiveri i ejendommen. I 1901 ses hun som ejer af ejendommen, hvor hun driver skibs- og kolonialforretning, og Jens Larsen ses som gæstgiver i forhuset.

Hotel Søløven ca. 1908

I 1908 købte gæstgiver Laurits Lauritsen ejendommen af Ellen Marie Nielsen, og som medhjælper i gæstgiveriet havde han Hedvig Malling.
Den 13. juli 1910 hedder det Hotel Søløven, og fra 1913 hedder det Hotel Masnedsund.

A.P. Larsen, Skibs- og Kolonialforretning ca. 1910

I 1918 solgte hotelejer Laurits Lauritsen ejendommen til Hans Jacob Jensen under forbehold af bevilling, det lykkedes åbenbart ikke for ham at få bevilling, og derfor blev ejendommen i 1920 solgt til Albert Jørgensen og hotelejer Alfred Hansen.

I 1921 solgte hotelejer Alfred Hansen ejendommen til fhv. hotelejer L. P. Christiansen, men det gik åbenbart ikke så godt, for i 1928 var der et fogedretsskøde til hotelejer Niels Petersen.

Guldgåsen 2015 nr. 2 side 21-22 beskrives ”En aften efter middagen i Hotel Masnedsund ”Løvens” restaurant…” i 1957

Hotel Masnedsund ca. 1920.

Hotel Masnedsund kom senere til at hedde Jernbanehotellet, – ikke at forveksle med Jernbanehotellet i Købmagergade 8.

Ejendommen er sidenhen blevet ombygget til lejligheder.

 

Kilder: Mediastream Nationaltidende 13. juli 1910 side 11. Realregistre og skødepanteprotokoller, samt arkivalier, billeder og avisudklip i arkivet.