I Januar 1881 blev der i Folketinget lagt op til et byggeri af jernbane og havn på Masnedø.
I April 1881 blev det vedtaget at bygge en jernbanebro fra Masnedsund til Masnedø og føre jernbanesporet frem til en dampfærgehavn på sydspidsen af Masnedø.
Der er licitation til arbejdet i Juni måned, og i August 1881 overdrages arbejdet til Skibsbygger Benzon og Tømrermester Clausen af Nykjøbing paa Falster. Anlægget skal være færdigt den 1. August 1883.
Den 18. December 1881 findes dette notat i Vordingborg Avis:
“Tvende Moler af hvilke Havnebassinet dannes og begrænses på sydspidsen af Øen ført ud fra Land til en vanddybde af ca. 12 fod (3,7 meter), hvilken også bliver Havnens dybde. Molerne løber fra Land i en afstand fra hinanden af ca. 1.000 fod (304,8 meter), og forsætter ud i søen i en længde af ca. 1.000 fod (304,8 meter), som et par arme der mødes med en åbning til gennemsejling på 110 fod (33,5 meter). Den østre mole er en stenmole, mens den vestre, som også skal fungere for jernbanevogne, tillige er fyldt op med ler og grus foruden sten.
Molen, hvor Banen skal gå ud, er 100 tommer (2,5 meter) bred og yderst 60 tommer (1,5 meter), hvad Østmolen er hele vejen ud.
Bygningen foregår på den måde, at der i et Slæbested samles store tremmekasser, åbne for oven, fremstillet af runde Tømmerstokke, som boltet sammen bliver slæbt ud og anbragt nøjagtig på sin plads, derefter kommer stenfiskerbåden med sin last og fylder stenene i, og kassen stiller sig på bunden. Hele arealet, som på den måde bliver til en Havn, er ca. 7-8 Tdr. Land eller på størrelse med Tivoli.
Der er afsat 950.000 Kr. til anlægget.
Underskrevet
Skibsbygger Benzon og Tømrermester Clausen”
Det fremgår af andre notater, at man ved opmudringen af vestre mole ganske uforudset stødte på et stenlag, hvilket gav store problemer, da maskinerne blev ødelagt.
Der blev oprettet en mindre jernbanestation på Masnedø Dampfærgehavn. Færgerne på overfarten mellem Masnedø og Orehoved begyndte at sejle den 15. Januar 1884.
I 1892 blev færgelejet udvidet, så 2 skibe kan lægge til.
Færgefarten stoppede, da Storstrømsbroen blev indviet i september 1937.
1 fod = 30,48 cm
1 Tomme = 2,54 cm
Se filmen om Masnedøoverfarten på Dansk Kulturarv – linket åbner i nyt vindue.
Kilder: Emanuel Geddes Avisnotater, samt arkivalier og billeder i Arkivet.