Natmandsfamilien Hans Henrichsen

Natmandsfamilien Hans Henrichsen

Hans Henrichsen blev født mellem 1737 og 1740.

Natmandssamfundet var meget lille, og da de blev regnet for uærlige, giftede familierne sig ofte ind i hinanden. Natmændene flyttede rundt efter lyst og ikke lov. De tog sig også af slagtning af heste (kaldet hesteskærer) – og af andre døde dyr. De hørte til i den laveste samfundsklasse.

Friderich Müller Henrichsen (hans broder) optræder som forlover for Hans Henrichsen ved hans første vielse med Ane Cathrine Jørgensdatter den 17. september 1760 i Skt. Mortens kirke, Næstved.

Hans Henrichsens første hustru, Ane Cathrine Jørgensdatter, døde i september 1785,  og allerede i december 1785 trolovedes han i Vordingborg med sin 2. kone. Ved vielsen den 20. januar 1786 er Friderich Müller Henrichsen forlover for hans 2. kone Magdalene Friderich Juelsensdatter. Hans Henrichsen døde i Vordingborg i august 1797, og enken giftede sig  i 1798 med Skorstensfejer Hans Christiansen fra Ringsted (søn af Christian Henrichsen).

Der var 7 børn i første ægteskab og 5 børn i andet.

Hans Henrichsens datter Anneke, der blev født omkr. 1773, blev gift med Hesteskærer Lars Pedersen fra Soderup d. 14. november 1792 i Sct. Mortens Kirke i Næstved. De flyttede senere til Stege og fik 11 børn.

Hans Henrichsens datter Ellen Kirstine Hansdatter giftede sig med Carl Friderichsen, som var natmand i Næstved og søn af Friderich Müller Henrichsen. De øvrige børn havnede i Næstved, Vordingborg, Stege, Præstø, Malmø m.fl., så der var stor mobilitet blandt natmændene, både hvad angik mænd og kvinder.

I 1787 boede Hans Henrichsen sammen med sin 2. kone og de 7 børn fra 1. ægteskab på Natmandsbanken i Vordingborg. Det er området vest for Næstvedvej, hvor Elysium nu ligger. Han dør i 1797 – og bliver begravet uden for byen i deres egen jord.

Natmandsbanken 1812-1860.
Kort og Matrikelstyrelsen – Vordingborg Markjorder.